Gå til indhold

Kvinder i beskæftigelse

Mere end hver anden ikke-vestlig indvandrer i den erhvervsaktive alder er uden arbejde. Det kan vi gøre bedre i Danmark. De mennesker, der kommer til Danmark, skal selvfølgelig have mulighed for at komme i arbejde. Flygtningene skal hurtigst muligt ud blandt danske kolleger, lære sproget og få en meningsfyldt hverdag.

Vi ser gerne, at Danmark bliver bedre til at ruste flygtninge og familiesammenførte til arbejdsmarkedet. Alle skal have muligheden og rammerne for at yde det, de kan. Og at være i beskæftigelse eller uddannelse er en vigtig del af at føle sig som et del af fællesskabet, samt den hurtigste vej til at lære om det danske samfund og sprog.

Vi har et særligt fokus på de etniske minoritetskvinder, som har sværest ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Tal fra Integrationsbarometeret i 2022 viser, at kun 22 % af de etniske minoritetskvinder er i beskæftigelse efter tre års ophold i Danmark. For mænd er dette tal 71 %. Det er dyrt for Danmark, men også ærgerligt for kvinderne selv, at de ikke er en del af det danske arbejdsmarked. Hvad skyldes denne forskel, og hvordan får vi kvinderne på omdrejningshøjde med mændene?

Udvalget har to fokusområder: Brancher og arbejdsmarkedets struktur samt Opkvalificering.

Fokusområde 1 – Brancher og arbejdsmarkedets struktur
Som et led i ambitionen om at få flere etniske minoritetskvinder på arbejdsmarkedet, vil udvalget undersøge i hvilke brancher, der findes jobåbninger for etniske minoritetskvinder. Udvalget ser nærmere på hvilke strukturer og kulturer, der gør sig gældende på arbejdsmarkedet inden for disse brancher. Målet med dette er at afdække hvilke muligheder og udfordringer, der er for kvinderne på arbejdsmarkedet, samt hvilke behov virksomhederne og arbejdsgiverne har. Alt dette vil give os en større forståelse for, hvilke tiltag der skal til for at sikre, at kvinder med etnisk minoritetsbaggrund bedst indtræder i arbejdsmarkedet og fastholdes i beskæftigelse på længere sigt.

Fokusområde 2 – Opkvalificering
Det andet fokusområde, som udvalget vil fokusere på i 2023, er opkvalificering af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Vi vil undersøge, hvorledes opkvalificering kan biddrage til fastholdelse på arbejdsmarkedet. Herunder vil vi indsamle relevante erfaringer fra aktører, der har haft succes med opkvalificering, og lære fra dem hvilke tiltag, der fungerer til at fastholde kvinderne i beskæftigelse. Udvalget vil yderligere arbejde for at skabe et reflekterende rum for kvinderne, således, at de har mulighed for selv at italesætte de barrierer, de oplever på arbejdsmarkedet.

Rådets indsats på området

Udvalget består af: Roya Moore, Ilham Mohammad, Zeljka Secerbegovic og Muhsin Turkyilmaz.